20/10 2004:
Vinterklargøring
Et dejligt sejl-år lakker mod enden og Blaaheia skal gøres
klar til vinterens komme. Derfor indkaldes alle medlemmer til den
årlige vinterklargøring og optagning, der igen i år
afholdes i samme weekend som vi skifter til vintertid, nemlig
Fredag d. 29/10 fra kl 15.30 og
Lørdag d. 30/10 fra kl 9.00
Planen er at vi fredag eftermiddag afrigger Blaaheia, dvs. vi tager
masten ned og lægger den på land, pænt pakket
ind, og pakker al rig, sejl og tovværk sammen. Desuden tømmer
vi Blaheia for ballast-sten, platting og de fleste tiljer (bundbrædder).
Lørdag starter vi dagen med en god solid gang morgenmad
kl. 9.00. Derefter fortsætter vi hvor vi slap, hvis vi ikke
blev helt færdige med at tømme båden, og vi rydder
op i ”rummet” (vores magasin henne i kælderen
under Sømandshjemmet), så vi kan få plads til
alle tingene fra båden (skipperkiste, madkister, bibliotek,
redningsveste, tovværk osv.).
Lidt over middag kommer vores kranmand Birger og løfter Blaaheia
op på land. Når den er på plads skal vi bygge
et ”regnslag” for vinteren til Blaaheia.
Samtidig med alt dette skal vi også bygge et telt til Søblomsten,
der jo også står helt nøgen og ubeskyttet på
land.
Der er altså rigeligt med opgaver, så der er også
brug for så mange hænder som muligt. Både til
det tunge arbejde, men også til det mere finmotoriske og skam
også til de lettere og forefaldende opgaver... Alle kan være
med.
Begge dage indleder vi med at fordele arbejdsopgaverne kl. hhv
15.30 og kl. 9.00 (lørdag først efter morgenmaden,
der er klokken 9.00). Kan man først komme lidt senere er
det også helt fint. Bare tag fat i én der ser ud som
om han eller hun ved noget om hvad der foregår, og du skal
nok få tildelt en opgave.
Vi har allerede nu et par tovholdere til nogle af opgaverne, som
man også kan melde sig til:
Nedrigning af Blaaheia: Niels Henriksen
Oprydning i ”rummet”: Hans Bruun Jensen
Teltbygning til Søblomsten: Palle Skovbo
Morgenmad lørdag: Mette Meilandt og Palle Skovbo
Og hvem ved, måske bliver der også tid til en lille
øl eller to om aftenen?
Vi ses, det bliver hyl!
|