|
Et lille skrift om den ædle kunst
at ro en fembøring
Af Gunnar Eldjarn og Jon Godal
Oversat og bearbejdet af Jens Jacobsen
Generelt.
Følgende gennemgang er baseret på Gunnar Eldjarn og
Jon Godals grundværk “Nordlandsbåten og Åfjordsbåten”
(herefter “NoÅ”) bind 1, kapitel 4, men er fordansket
og tilrettet vort skibslag, således at der særligt er
lagt vægt på roteknikker der gælder for roning
med fembøringer som Søblomsten og Blaaheia. Det vil
sige at der ikke er omtalt teknikker og åreplaceringer i andre
bådtyper som f.eks stor-halvfjer-rømming med haus-keip,
fyring, færing, lestabåd, seksring og lignende. Dersom
viden derom ønskes, henvises der til “NoÅ”.
Årernes antal og placering
Under sejlads, og ofte også i havn, ligger årerne på
Søblomsten fremme i båden med årebladene ved
siden af stævnen, eller midskibs også med årebladet
fremad. På Blaaheia ligger årerne i årekassen
i bagbords side.
Søblomsten har 6 årer: 4 fremme i båden og to
bagest i hammelrummet.
Blaaheia har 10 årer: 6 fremme i skibet, 2 midtskibs og 2
bagest i hammelrummet.
Åretollen
Under roning ligger årerne i åretollen. Når årerne
skal i vandet tager man åren i håndtaget og vipper årebladet
ud over rælingen og trækker åren udvendigt på
båden indtil den ligger op ad åretollen. Her løfter
man i håndtaget så åren kan vippes ned i åretollen.
Omvendt gælder det når åren skal ud af åretollen
og på plads og i orden: Man løfter åren i håndtaget
- mens årebladet ligger i vandet - så åren kommer
op over åretollen, og trækker åren lidt frem i
båden og ned igen, så åren kommer ud af åretollen
og ned på rælingen. Det sker i een enkel og hurtig bevægelse.
Derefter kan åren drejes - håndtaget trækkes lidt
bagud i båden og årebladet kan vippes indenbords. Er
der ikke meget plads, f.eks i havn, kan man undlade at vende åren,
men istedet gøre følgende: Når åren er
vippet ud af åretollen og således ligger på rælingen
foran åretollen, med årebladet på skrå efter
båden, trækker man håndtaget frem i båden
og med den anden hånd vipper man årebladet ind over
rælingen, så årebladet kommer til at ligge bagud.
Det er meget vigtigt at få åren ud af åretollen
straks efter endt roning, og specielt under havnemanøvrer
er det vigtigt at kunne teknikken med at få åren hurtigt
ud af åretollen: “Det høyrer til det fælaste
ein kan sjå når årene berre er dregne inn i båten
og lagde ned utan å få dei utom tollepinnane. Liggande
slik risikerer ein både brotne årer, brotne tollepinnar
og kløyvde tollklossat eller vaterbord. Fy, så stygt!”
Og husk: Årerne skal aldrig løftes til lodret! Årerne
er lange og tunge og er slet ikke skabt til at håndteres i
lodret position.
Siddestilling
Både Blaaheia og Søblomsten er så brede at man
ror “mann i år” og sidder “to i toft”
og ror med hver sin åre, i modsætning til de smallere
både som f.eks færingen, hvor een mand sidder midt på
toften og har en åre i hver hånd.
Man sætter sig ca en trediedel inde på toften med ryggen
mod stævnen og benene strakt bagud i båden. Fødderne
placeres med en god halv meters afstand. Knæene skal være
let bøjede. Fødderne støtter imod tiljerne.
“Det er all grunn til å lægge den største
omtanken i at føtene får den rette plasseringa.”
Stemmer man fødderne imod spanter, tofter eller lignende,
vil disse hurtigt blive slidt. Det er tiljerne der skal slides,
ikke båden! “Den båten som dei utslitne tiljene
høyrer heime i, ser nesten ubrukt ut!”
Udgangsstilling
Ryggen skal være ret. Overarmene hænger ned langs siden,
underarmene peger vandret bagud i båden og hænderne
har et let greb om årens håndtag. Nu er vi klar til
at ro.
Start på et åretag
Roningen begynder ved at man strækker armene frem foran sig
forholdsvis hurtigt, og samtidig bøjer ryggen lidt fremover.
Så løfter vi armene så årebladet går
ned i vandet, stadig med armene strakte. Derpå retter vi ryggen
og trækker til.
Det kan måske virke lidt overdrevent at skulle bøje
sig fremover først, men man får det stærkeste
åretag fra man sidder ret op og ned til man er så udstrakt
at årene ligesom vil ud af vandet af sig selv. Da ligger man
tilbagelænet med kroppen med måske omkring 30 grader
i forhold til lodret. Er båden i god fart går der lidt
tid fra åren kommer i vandet og til ryggen er ret op og ned.
Tid til ligesom at få “fat” i vandet. Sætter
man åren i vandet uden at bøje sig fremover først,
bliver åretaget afkortet.
Lårmusklerne er stærkest
Den typiske fejl er nu at trække med armene, men “det
blir inga rokraft av slikt”. De stærke muskler i kroppen
er lårmusklerne, og det er dem der skal bruges når der
roes. Armene skal forblive udstrakte og hænge som stramme
tovstykker fra skulderen til åren
Sædvanlige fejl for uøvede
Årene på Søblomsten og Blaaheia er overdimensionerede
i forhold til årer på mange andre Åfjordsbåde.
Vores årer er noget kraftigere, og kan derfor holde til mere.
Med “rigtige” åfjordsårer vil en uøvet
roer risikere at knække åren hvis han tager lidt for
hårdt fat - særligt når båden ikke er oppe
i fart endnu er det en typisk begynderfejl at rykke for hårdt
i åren.
Træk op i armene
Længden af åretaget kommer vi nærmere ind på
i afsnittet om forskellige ro-tempi.
Man læner sig bagud så langt som fart og rotakt tilsiger.
Når åretaget skal til at afsluttes løsnes musklerne
i lårene, man puster ud og trækker sig op i armene til
siddende stilling igen. Det gør man ved let og uanstrengt
at føre armene ind imod mellemgulvet. På den måde
får man også givet “løfte-energien”
til båden. Ingen del af åretaget skal sløses
bort. Taget afsluttes samtidig med en let og løsnende bevægelse.
Hos den der er god ser dette mere ud som et dansetrin. “Det
er lett å skilje den gode roaren frå den mindre gode
akkurat i denne detaljen”.
Afslutning af åretaget
Vel oppe i retsiddende stilling puster vi roligt resten af luften
ud af lungerne. Mange vil afslutte åretaget med et lille ryk.
De gamle siger at dette er en fejl. Man får ikke den sugende
kraft og den jævnt pulserende rytme hvis man afslutter med
dette ryk.
Åretaget afsluttes med at åren hviler i udgangsstillingen.
Hvor længe man hviler afhænger af den takt der roes
i. Så strækker man armene igen, og hele processen begynder
forfra. Når roerne er kommet i fart, er “sam-roede”
og trænede, bliver roningen en slags væremåde
hvor kroppen hviler i rytmen og man på den måde kan
holde den gående længe.
Hvem sætter takten?
Takten bliver justeret i den afslappede stilling imellem åretagene.
Dér skal der ikke bruges energi på justeringen, musklerne
er ikke spændte.
Det er til hver en tid den bageste styrbords åre der giver
takten, tag-åren. Vi plejer dog i skibslaget at lade den bageste
styrbords åre foran masten være tag-åre, dvs at
når årerne i hammelrummet også er i vandet er
det ikke hammelrums-åren der giver takten.
De fem grundtakter i roning
Der findes fem grundtakter i roning, som her skal omtales:
-Almindelig roning
-Havroning
-Småroning
-Andøvsroning (at holde båden i vinden med årene,
typisk under fiskeri)
-Hammelroning, eller at hamle.
Almindelig roning
Almindelig roning svarer til den takt der er omtalt ovenfor. Det
er en en kraftig roning, men har ikke specielt lange tag, som vi
skal se nedenfor under beskrivelsen af havroning. Med almindelig
roning kommer man ikke helt ned at ligge, og pausen mellem åretagene
er bare en kort markering der varer 1,5 - 2 sekunder.
Havroning
Dette er det rotempo man benytter på havet. Når båden
kommer udenfor havn eller ankerplads slår man over i havroning.”Då
ligg dei langflate. Fremover og bakover strekker dei seg så
langt dei kan”. Det lange tag bliver kompenseret af , og yderligere
markeret, ved det lange hvil. Hvilet kan vare fra 2,5 sekunder og
opefter.
Hensigten med så langt et tag ses tydeligt når der er
høj sø; så er det svært at holde takten.
Ro-rytmen bør være sådan at man får tid
til at justere sig. At ro i utakt er både anstrængende
og ineffektivt.
Det kan også hænde at tiden imellem åretagene
skal justeres efter søgangen. Tagene kan blive lidt ujævne
af det, men rytmen bør være sådan at tag-åren
kan styre denne uden at det opleves som anstrengende for roerne.
Når tag-åren endelig går i vandet skal alle gå
til den og holde taget så længe de overhovedet kan.
Så hviler de og venter på næste chance. Dette
er selvfølgelig lidt overdrevet, men siger alligevel noget
karakteristisk om havroning. Det lange åretag sikrer at båden
kan holde farten selvom pausen imellem åretagene bliver langt.
Den langsomme rytme gør at roerne får god tid til at
hvile imellem hvert tag. Musklerne løsnes og blodet kan cirkulere.
Med havroning kan man derfor holde den gående i time efter
time. De gamle kunne ro døgnet rundt. Det berettes om folk
der har roet fra Lofoten til Tromvika i Troms uden pause. Så
havde de en brødskive på toften så maden var
let at få fat i. “Dæm to’ se ei tugga mellom
takan. Dei kom fram på tredie døgnet. Dei ville heim.”
Småroning
Dette er en let roning som bruges når man bare skal holde
farten i båden. Man bøjer sig ikke helt frem og læner
sig ikke helt tilbage. En større del af roningen bliver med
armene. De fleste, der endnu ikke har lært at ro rigtigt,
småror. “Gamlekarane ville truleg seie: “Dem rodd
itj, dem berre droppa årin nedi sjøen””.
En variant af småroningen er jolleroningen, som vi kender
fra Dunken og Ejnars Øsekar. Jollerne er små og årerne
er korte. Det kan ikke lade sig gøre at strække ud
med lange seje tag som man gør i bådene. Man kan bare
tage et kort tag med ryggen, så er det med at trække
til med armene. Det bliver små korte tag, hvor hele åretaget
er afviklet på mindre end tre sekunder.
Andøvsroning
(at holde båden oppe i vinden med årene)
En særlig roteknik der knytter sig til selve fiskeriet med
bådene er andøvsroning. Det er andøvaren der
sørger for at båden til enhver tid er hvor den skal
være når der fiskes, nemlig det rette sted i forhold
til garnet eller snøren, eller dér hvor fisken er.
Andøvsroeren skal være en udholdende roer for årerne
skal nemlig være i vandet hele tiden. Man læner sig
næsten ligeså langt bagover som ved almindelig roning,
men så snart åretaget er ovre skal åren i vandet
igen. Der er altså ingen pause imellem tagene. Selve taget
er langsomt og meget længere end de andre rotakter. Meningen
med andøvsroningens konstante og vedholdende roning er at
forhindre at båden lægger sig på tværs.
Ved at holde båden helt lige imod bølgerne hele tiden,
sparer andøveren sig for megen slid. Sådan sad fiskerne
dagen lang.
Hammelroning
At hamle er det samme som at skubbe fra sig under roning. I hammelrummet
hamler man normalt, når båden roes fremad. Men også
ved de andre årer kan man hamle, nemlig ved at skubbe åren
fra sig i vandet istedet for at trække den imod sig. Når
man her hamler ror man baglæns. Skal man lave en tallerkenvending
hamler man i den ene side af båden og ror i den anden side.
Når man hamler får man slet ikke på samme måde
som under roning udbytte af benmusklerne. Istedet er det kropsvægten
der har betydning. Udgangsstillingen er med en fod frem og en fod
ind under toften man sidder på. Man løfter åren
mod bryskassen så årebladet kommr i vandet, og presser
sig med fuld kropsvægt fremad. Mens man står foroverbøjet
afslutter man hammeltaget ved at strække armene. Det sidste
puf udnyttes til at skubbe sig op i hvilestilling.
|
Forsiden
Kontakt